Lasse vandt Vejbranchens Pris

13-12-2023Vejforum

Lasse vandt Vejbranchens Pris

Vejforum præmierer hvert år det bedste studenterprojekt med Vejbranchens pris. I 2023 er prisen gået til Lasse Dahl for et projekt på Aalborg Universitet, der kan bidrage til at forbedre cykelinfrastrukturen her i Danmark.

Lasse modtager prisen for projektet ”Er cykelgader vejen frem?”. Han blev interesseret i cykelgader, da han bemærkede, at det var et relativt nyt tiltag her i Danmark. Den første blev etableret i Aarhus i 2012

- En af de mest overraskende opdagelser var, at selvom cykelgaderne i visse kategorier har ført til en reduktion i ulykker, føler cyklisterne ikke altid den forventede tryghed. Det var også interessant at se, at mange cyklister ikke vidste, hvad en cykelgade var, hvilket tyder på, at der er behov for mere oplysning og tydelig markering.

Der blev lavet stopinterviews i Aalborg og Aarhus og man fandt ud af, at kendskabet til cykelgader var lavt, især i Aalborg, hvor kun 27% vidste, hvad en cykelgade var. Overraskende nok viste undersøgelsen også, at selv på dedikerede cykelgader følte cyklisterne ikke altid den ønskede tryghed, og det blev beskrevet som "Det vilde vesten".

- En vigtig lære af min undersøgelse er, at kommunerne skal investere tid og penge i at gøre cykelgaderne tydelige og trygge for cyklister. Inspiration fra lande som Tyskland, Holland og Belgien, hvor farvet asfalt og andre trafikforanstaltninger har været succesfulde, er afgørende. Jeg tror, at kommuner skal gå all in på deres cykelgader for at opnå den ønskede effekt.

Foruden opmærksomheden indbefatter prisen også et rejselegat på 20.000 kroner. Prisen blev overrakt ved åbningen af Vejforum af Pablo Celis, Trafik & Veje, på vegne af Vejforums repræsentantskab. 

Læs Lasses artikel, der blev bragt i Trafik & Veje i maj 2023:

Er cykelgader vejen frem?

Vi ønsker Lasse tillykke og god vind fremover.