Nyhavna Trondheim: Når havn bliver til by

05-10-2023Vejforum

Nyhavna Trondheim: Når havn bliver til by

Nyhavna-området i Trondheim er et ældre industri- og havneområde, som i lighed med så mange havneområder nu skal omdannes til et attraktivt byområde. Danske arkitekter og ingeniører arbejder i tæt samarbejde med norske kolleger på transformationen.

Nyhavna Udvikling er et norsk udviklingsselskab skabt med henblik på at få en transformationsproces i gang i havneområdet i Trondheim, hvor havnen møder byen. En grøn og bæredygtig transformation til glæde og gavn for borgerne og erhvervslivet i Trondheim.

Det er endnu en historie om, hvordan erhvervsudvikling, infrastruktur og transportteknologi gør gamle havne overflødige. Derfor er de mere eller mindre nedslidte ældre havneområder i dag et eldorado for projektudvikling og transformationsprocesser, der skal give områderne ny vitalitet i en moderne kontekst.

Nyhavnas transformation bygger på principper om bæredygtighed i bredeste forstand, og det er til dato den største satsning, der er gjort samlet i Trondheim i forhold til planlagt byudvikling og revitalisering af den gamle havn. Den vil forhåbentlig om nogle år kunne imødekomme byens, borgernes og erhvervslivets moderne behov.

 

Illustrationer fra vinderprojektet for Transittkaia  -  Illustration: Cobe Arkitekter

 

De vigtigste aspekter

En betydelig del af Nyhavna vil blive omdannet til boligområder med ønske om at tilbyde et varieret boligudbud til en bred vifte af målgrupper. Der skal også være plads til butikker, kontorer, restauranter og blivende erhverv for at sikre både arbejdspladser og livskvalitet i et levende og attraktivt byområde. Det betyder også fokus på offentlige byrum med pladser og parker, prioritering af bløde trafikanter og masser af muligheder for rekreative udfoldelser.

- For at nå drømmen om en CO2 neutral bydel er der stor opmærksomhed på, at vi tænker bæredygtighed ind i alle lag af projektet. Det er vigtigt at optimere energieffektivitet, at arbejde med biodiversitet i de grønne områder, og naturligvius vil der blive efterspurgt miljøvenlige materialer og teknologier overalt for at reducere miljøpåvirkningen, siger Lars Testmann fra Artelia.  

Mobilitetsplanlægningen er samtidig et vigtigt element i den samlede udvikling, og der planlægges for en høj grad af bilfrihed, gode kollektive forbindelser og særlig vægt på gang og cykling som de primære transportformer.

Artelia udvikler en bæredygtighedsstrategi og en mobilitetsstrategi for hele Nyhavna, der skal danne grundlaget for den samlede udvikling og sikre at projektets bæredygtighedsmålsætninger til stadighed bliver styrende for udviklingen.

- Det er et projekt, som strækker sig over en lang periode, hvor vi løbende tilpasser udviklingsarbejdet i samarbejde med udviklingsselskabet, offentlige myndigheder, interessenter og byen i øvrigt, så vi er sikre på, at planerne bliver gennemført i tråd med byens behov og ønsker, siger Lars Testmann og tilføjer:

- Nyhavna Utvikling er et spændende initiativ, som vi håber vil omdanne Nyhavna-området til et attraktivt, bæredygtigt og moderne byområde. Her vil vi ikke bare se nye boliger og arbejdspladser, for området vil, når det engang står færdigt, være med til at berige Trondheim med kultur og fritidsliv i naturskønne omgivelser.

 

Projektet er i gang

Omdannelsen af Nyhavna er påbegyndt med byggeriet af Trondheim Maritime Center og nye kontorbygninger og der vil også inden længe komme gang i boligbyggeriet, som igangsættes imens der stadig er traditionel havnedrift og en del industri- og lageraktiviteter med tung trafik.

- Det er naturligvis udfordrende at arbejde med fremtiden mens hverdagen udfolder sig omkring de eksisterende bebyggelser. Der skal også nye veje på plads, som skal betjene området i fremtiden. Det er udfordringer som det dansk-norske rådgiverteam kommer til at arbejde med, når området gradvist får den nye funktionsblanding med attraktive byrum og en grøn struktur med god tilgængelighed for bløde trafikanter, slutter Lars Testmann.

Danske Artelia indgår i et team bestående af Cobe arkitekter, norske Topic arkitekter og norske Dr. Tech. Olav Olsen, som er en del af Artelia Group. De er fællesskab i gang med at udarbejde en detaljeret reguleringsplan og – ikke mindst - et projektforslag for omdannelsen af Nyhavna.