Vejsektoren skal finde klimavejen

30-08-2024Vejforum

Vejsektoren skal finde klimavejen

Som perler på en snor skal samfundsmaskineriet vende hver en mulighed for at undgå overflødigt CO2-forbrug og finde de mest fornuftige løsninger på reduktion af CO2-udledning i hverdagen. På Vejforum vil vejsektoren i år have fokus på videndeling om vejmyndighedernes planer for CO2-reduktion.

Vejforum bliver igen i år en imponerende faglig-kollegial megakonference om vejsektorens udfordringer, som i store træk præsenteres af branchens egne aktører. Her er videndeling den fede madding på snøren, hvor best-practise er fangsten, som forhåbentligt er lige til at tage med hjem og implementere.

Hvert Ton Tæller

Mere end 1000 deltagere ventes på konferencen på Nyborg Strand, og de vil møde et program, hvor det er ambitionen at sammensætte det så bredt som muligt, og dermed sikre, at der er noget for enhver faglig interesse og speciale.

- Vanen tro er der dog også et tema, og vi har i år valgt et prioriteret fokus på klimaet og CO2-reduktion under titlen Hvert Ton Tæller, fortæller chefkonsulent Carsten Bredahl og fortsætter:

- Det betyder ikke, at vi holder en klimakonference. Vejforum har som altid masser af input og søger som altid at sætte spot på hver en afkrog af vejsektorens mange virkefelter. Men at klimaet prioriteres er naturligt og afspejler sig i det store arbejde, der allerede nu foregår i mange kommuner med henblik på at lave klimahandlingsplaner.

Keynote og Trafik & Veje

Vejsektoren skal nemlig akkurat som alle andre dele af samfundet byde ind på initiativer, der kan bidrage til, at de politisk mål kan nås. Det er ikke nok, at der kommer flere elbiler på vejene, det er faktisk slet ikke sektorens ansvar. Det er derimod anlæg og vedligeholdelse, der tager hensyn til naturen og fx biodiversitet. Materialer har også forskellige CO2-aftryk, og maskinparken behøver ikke for altid at være store dieselforurenende køretøjer.

På Vejforum vil journalist og forfatter Signe Wenneberg, som har gjort klimaet til sin kampplads, slå et slag for grønne løsninger. Det er også værd at holde øje med den nye tænketank Mobilitet 2050, som er skabt af Cowi og Arkitema, der inviterer bredt og efterspørger planen for, hvordan vi indretter samfundet med biler og asfalt i 2050.

Tænketanken savner i høj grad politisk stillingtagen til, om vi også i 2050 ønsker at lade os transportere i biler på asfalt, når vi skal krydse byen eller landskabet. Der er ifølge tænketanken brug for en langsigtet vision for, hvordan Danmark skal se ud i 2050. Der er brug for politik, hvis ikke bare bilerne skal vinde.

Et andet initiativ er en såkaldt klimaalliance eller C40, der med Realdania som dansk aktør er et globalt netværk af cirka 100 af verdens største og mest klimaambitiøse byer, som samarbejder om at reducere CO2-udledning og imødegå klimaændringer. C40 arbejder med at udvikle og gennemføre politikker og programmer, der skaber målbare reduktioner i udledningen af drivhusgasser i byerne samt på at finde bæredygtige løsninger på klimaproblemerne.

Handleplaner i kommunerne

Det og meget andet er kommunerne også meget bevidste om, alt imens de arbejder hårdt med deres klimahandleplaner. Kommunerne er langt fra ens, og hver kommune har sine særlige udfordringer i forhold til klimainitiativer i både byområder og på landet.

Derfor vil det også udmønte sig i meget forskellige planer. Det betyder dog ikke, at der ikke er behov for at kigge hinanden over skuldrene. Tværtimod. Det er oplagt at dele viden om de valg, man tager lokalt og – hvor det er muligt – søge at skabe effektive og ensartede metoder, så kommunerne bedst muligt og hurtigt når i mål med de kommende års infrastrukturprojekter med så lav en miljø- og klimapåvirkning som mulig.

- I Vejforum har vi et ønske om, at der kommer fokus på konkrete initiativer. Når nu man ét sted skyder papegøjen og formår at reducerer klimaaftrykket markant, så skal alle andre selvsagt have mulighed for at gøre det samme, hvis forudsætningerne ligner hinanden. Det er altså ingen konkurrence, men et kapløb som handler om, at hvert ton tæller, siger Carsten Bredahl.

Teknologi og IT

På Vejforum er der også i de senere år skabt plads til vejsektorens leverandører. De sidder ofte i et andet ingeniørunivers og skaber teknologi og metoder – også på CO2-reduktion. De kan således supplere de mange indlæg om alt, der vedrører vejbranchen og fremvise tekniske løsninger, som kan gøre klimavejen kortere.

- Branchen har masser af eksperter og de sidder ikke altid på forvaltningen eller bag styrepinden ude på vejene. Det er også den store skov af dygtige virksomheder, der udvikler avancerede teknologier og IT-løsninger, som på alle områder allerede er en vigtig del af løsningerne på klimaområdet med  teknologi til traditionelle anlægs- og driftsopgaver. Dem kan man også møde på Vejforum, understreger Carsten Bredahl. 

Endelig vil der også på Vejforum i år komme fejring af et af branchens mest dedikerede medier Trafik & Veje, som i år fylder 100 år. Her lurer måske en overraskelse fra redaktionen.